Hvornår fik du sidste forloren hare?
En af de første retter skabt til denne blanding af flæske- og oksekød er forloren hare. Retten optræder i en dansk kogebog i begyndelsen af 1800-tallet (C.Jacobsens fra 1815), men den finder først sin form o. 1900.
I Frk. Jensens Kogebog 1901 bringes den opskrift, som dannede skole. Her laves haren af en okse-og flæskefars, der røres med rasp og æg og lidt fløde. Den formes som en hareryg, spækkes med røget flæsk og steges derefter som vildt. Det vil sige, at haren først brunes, og derefter steges i ovnen ved dæmpet varme, mens dem med passende mellemrum dryppes med mælk eller med en sauce bagt op af mælk/fløde evt. smagt til med lidt gelé. Denne metode, der er særegen for dansk køkken, stammer fra anden halvdel af 1800-tallet, den er skabt til stegning i komfuret, og det at fuglen, haren eller dyret under stegningen efterhånden blev dækket af saucen, sikrede en meget saftig steg.
Fra og med 1970’erne, hvor vildtet helst skulle serveres halvråt, har denne gamle komfurmetode været totalt yt, men den er nu ikke helt tosset; den er værd at genoplive Haren blev serveret med kogte kartofler, saucen fra haren og halve kogte æbler fyldt med gelé.
Fra 1960’erne forenkles den forlorne hare, og den mister de sidste mindelser om den haresteg, den oprindeligt efterlignede. Man undlader således at dryppe med mælk eller jævnet mælkesovs under stegningen.
En anden forenkling kom fra slutningen af 1950’rne, hvor sliced bacon i vakuumpakning kom på markedet. Da blev det almindeligt at dække haren med baconskiver i stedet for at spække den.
Forloren hare er stadig en almindelig hverdagsret i Danmark. Den spises i hjemmene, serveres i kantiner og cafeterier og fås som halvfabrikata hos slagtere og i supermarkeder. Dagens forlorne hare er en stor pølse af kødfars – enten flæske- og oksefars eller oksefars alene – dækket med skiver af bacon og drysset med rasp bages den i ovnen og serveres varm med brun sovs og kogte – undertiden sukkerbrunede – kartofler og rødkål.